1841 kom så loven om sogneforstanderskaber, der skulle afløse loven af 1803. Det var en stor udvidelse med denne lov, idet sogneforstanderskaber nu, foruden fattigvæsenet, skulle tage sig af de eksisterende skoler sammen med skolekommissionen, der var nedsat i henhold til skole loven af 1814, vejvæsenet og flere andre ting, bl. a. folketællinger og opgaver, som man fra højeste sted kunne pålægge dem. Det vigtigste var dog, at man nu fik faste regler for påligning af skatter, bidrag, som man nu med et pænt ord kaldte det. Ligeledes førte det med sig, at man nu skulle have en slags valg af de beboere, sogneforstanderskaber skulle bestå af. Dette var dog nok mere illusorisk, idet det stadig var præsten og de højst beskattede, der skulle vælges. Man ser også der, at de valgte mænd bestræbte sig for, efter tidens forhold, at dele sol og vind lige.
Fattigforsørgelsen kom ind i fastere rammer, og man begyndte at indrette fattighuse. Der var på den tid, og helt op til 1940, hospitalet ved kirken. Det var dog ikke noget fattighus i den forstand, men da skolen ved kirken omkring 1840 blev flyttet op til vejen, den lå nede i lavningen nord for kirken, indrettede man det gamle degnehus tii fattighus for 6 fattiglemmer.
Nu kan man jo mene om disse fattighuse og fattiggårde, hvad man vil, men de afhjalp et stort savn, og var på sin måde et fremskridt. Nu kunne de virkelig fattige, som hverken havde hus eller hjem, dog fa tag over hovedet, og det ilde ry, som disse institutioner senere fik, var givetvis ikke tilsigtet af lovens fædre. Hjælpen var, set med nutidens øjne, kummerlig nok.
Der begyndte nu også at dukke en anden form for forsørgelse af de gamle frem, idet fæstere og selvejere fik bedre kår. De gamle begyndte at gå på aftægt hos den fæster eller selvejer, der fik ejendommen, som regel en af familien. Man blev enige med den gamle om en aftægts-ydelse, der som regel bestod af en stue, et lille hus eller en tilbygning, samt naturalydelser, en form, der også anvendes i vore dage, dog i mindre grad på grund af oprettelse af alderdomshjem og plejehjem. Denne ydelse var så den ny fæster eller ejer forpligtet til at yde så længe den eller de gamle levede, og forpligtelsen fulgte også med ved ejerskifte.
Det var ikke altid det gik lige godt, når ejendommen kom på fremmede hænder, og ved” ejendomshandler blev de gamles alder taget i betragtning ved handelen, og det førte tit til tragedier, hvorom der er mange beretninger. Men i det store hele gik det fremad for Vadum sogn. Det var stoute folk, der forstod at dyrke deres jord, de var sparsommelige og dygtige, og i de gamle papirer sporer man fremgangen.
Ved kgl. anordning af 13. august 1841 indførtes loven om oprettelse af sogneforstanderskaber, der skulle bestå af præsten, den eller de lods-ejere, der havde 32 td. hartkorn, samt af 4-9 mand, der udvælges af de øvrige efter de gældende regler.
Som formænd for sogneforstanderskaberne har der været følgende:
Kirkebylærer og grd. Henriksen, Torpet 1841-1846
Godsejer Larsen, Rødslet 1846-1848
Kapellan, pastor Johansen, Vadum 1848-1852
Godsejer Larsen, Rødslet 1853-1854
Kapellan, pastor Johansen 1853-1854
Pastor C. J. Møller 1854-1859
Hofjægermester Werner von Undall, Rødslet … 1859-1865
Landinspektør R. F. Birk, Vadumtorp 1865-1868
Det første sogneforstanderskab bestod, foruden af præsten, pastor Aabel, af følgende mænd:
Lærer Henriksen Cformand) Chresten Chrestensen
Peder Pedersen Jørgen Nielsen
J. Jespersen Jørgen Laursen
Selve anordningen af 13. august 1841 ang. landkommunevæsenet lød uddrag således:
Gr. I den overbevisning, at en fri og velordnet kommuneforfatning ikke alene giver borgerne en forøget betryggelse for en pålidelig og hensigtsmæssig bestyrelse af de anliggender, der vedkommer det samfund, hvortil de nærmest hører, men at den og må have en gavnlig indflydelse på at nære iver og rigtig sans for det almindelige vel, har kongen lige fra sin tronbestigelse ladet det være sig magtpåliggende at fuldende den ordning af kommunalforholdene i Danmark, som af hans forevigede forgænger dels allerede var begyndt, dels forberedt. Kongen har derfor ladet de sidstforsamlede danske provinsialstænder forelægge udkast til en anordning ang. landkommunevæsenet, og, efter at have taget de af provinsialstænderne afgivne betænkninger over bemeldte udkast i nøjere overvejelse, byder og befaler kongen som følger:
1) På landet skulle herefter beboernes kommunale anliggender, dog under vedligeholdelse af de nuværende særskilte direktioner for skolevæsenet, bestyres af et amtsråd i hvert amt og af et sogneforstanderskab i ethvert sognedistrikt.
2) Sogneforstanderskaber skal bestå af sognepræsten, den eller de lodsejere, der af sognedistriktets hartkorn ejer i det mindste 32 tønder, hvorved dog skov- og møUeskyld kun beregnes med det halve, samt bo
i sognedistriktet, eller, hvis dette ikke er tilfældet, dog er villige til at indtræde i forstanderskabet, samt 4 til 9 mænd, der udvælges af de øvrige, i medhold af det følgende, dertil kvalificerede beboere i distriktet.
3) For at nogen skal kunne deltage i valget af sogneforstandere og vælges i denne egenskab, udkræves det, at han, foruden at have opnået 25 års alderen, må eje eller have i arve- eller livsfæste i det mindste 1 tønde hartkorn ager og eng eller 2 tønder skov- eller mølleskyld i sogne-distriktet. Lige med disse anses og de, der som beneficiarier eller i øvrigt ifølge deres bestilling bruger embeds- eller tjenestejord af ovennævnte størrelse. Så skal og valgret og valgbarhed tilkomme dem, der i sognedistriktet ejer eller med enarvefæsterettighed, der er forbunden med ret til at sælge og pantsætte, besidde bygninger, som i overensstemmelse med forordningen 1. okt. 1802 er undergivet arealskat, til en assurance-værdi af 1000 rbd. sølv. Fremdeles skal og enhver, der ifølge tinglæst kontrakt har et avlsbrug i distriktet i forpagtning eller leje på 6 tønder hartkorn, hvortil og skovskyld kan regnes, men kun med sit halve beløb, ligeledes være valgberettiget og valgbar, dog kun, når hans forpagtning er gældende for den årrække, hvorfor valget sker. Heller ikke kan han udøve bemeldte rettigheder, dersom ejeren vil ved hjælp af hint bortforpagtede eller bortlejede hartkorn gøre samme rettigheder gældende, hvilket dog ikke skal finde anvendelse, når det er som besidder af det i paragraf 2 ommeldte kvantum hartkorn ejeren indtager sæde i forstanderskabet. Såfremt antallet af de ejendomme, der ifølge foranførte regler hjemler valgret og valgbarhed, ikke i det mindste er 4 gange så stort som det fulde antal af de pladser i forstanderskabet, som besættes ved valg, blive af de ejendomme, der kommer det oven bestemte hartkorn eller den foranførte bygningsværdi nærmest, så mange at medtage, at det ovennævnte tal derved udfyldes. Flere forskellige i ingen hver for sig begrunder valgret eller valgbarhed, kunne lægges sammen for ved den sammenlagte værdi eller det sammenlagte hartkorn at begrunde disse rettigheder. Er de forskellige ejendomme af forskellig beskaffenhed, såsom ager og engs og skov- og mølleskylds hartkorn, eller hartkorn og assuranceværdi, så bliver hver af bemeldte ejendomme at ansætte efter sit forhold til det hartkorn eller den værdi, som til de for om meldte rettigheder udkræves.
6) Sogneforstanderne vælges på 6 år. Dog afgår af dem, der udvælges første gang efter at nærværende anordning er trådt i kraft, halvdelen
efter 3 års forløb, hvorved i mangel af mindelig overenskomst lodtrækning gør udslag, men den anden halvdel først ved udgangen af det 6. år.
Som følge heraf afgår siden stedse hvert 3. år det halve antal af de
valgte sogneforstandere.
11) Så snart valget af sogneforstanderskabets medlemmer ifølge det foregående er fuldendt, og valgene, hvis noget mod dem har været at erindre, er berigtigede, har den ældste af de udvalgte at sammenkalde sogneforstanderskaber og foranstalte en formand valgt. Såfremt flere erholder lige mange stemmer, da stemmes der om på disse, men skulle på denne måde ingen pluralitet af stemmer fremkomme for noget medlem, da er den ældste af dem, der har lige mange stemmer, formand.
14) De forretninger i henseende til fattig- og skolevæsenet, som efter de nugældende anordninger påhviler fattig- og skolekommissionen, skulle herefter gå over til sogneforstanderskaber, hvoraf følger, at bemeldte kommissioner ville ophøre, så snart sogneforstanderskaberne er trådt i virksomhed. Derimod vil det fremdeles tilfalde sognepræsten imellem sogneforstanderskabets møder at varetage alt, hvad fattig- og skolevæsenet vedkommer, således som reglementet 5. juli 1803 og anordningen 29. juli 1814 har bestemt. Og skønt en anden, overensstemmelse med paragraf 11, kan som formand have at lede forretningerne i forstanderskabets møder, har sognepræsten dog at foredrage fattig- og skolevæsenets sager i møderne, samt i fattig- og skolevæsenets protokoller at overføre, hvad der i den almindelige forhandlingsprotokol, bemeldte sager betræffende, måtte være indført, ligesom det og kan vedtages, at forhandlingerne desangående umiddelbart af ham indføres i fattig- og skoleprotokollerne, i hvilket tilfælde der i den almindelige forhandlingsprotokol blot derom gøres en almindelig bemærkning. I øvrigt bør og formanden foranstalte, at forstanderskabet vælger nogle af dets medlemmer til, som fattig- og skoleforstandere samt skolepatroner, at udføre de disse efter bemeldte anordninger påhvilende pligter, hvorhos dog de af dets medlemmer, der i et skoledistrikt besidder det i paragraf 2 nævnte hartkorn, uden videre valg er skolepatroner.
17) Fremdeles vil kongen, med hensyn til alle andre sognedistrikternes som forholdenes natur tilsteder. Således vil sogneforstanderskaber i forbindelse med politimesteren have at drage omsorg for, at sognet er forsynet med de fornødne biveje, og at disse forsvarligt vedligeholdes, og, når omstændighederne fordrer det, grundforbedres. Når sogneforstanierskabet ikke kan blive enige med politimesteren om, hvilke biveje, der hører under offentlig forsorg, eller om måden, hvorpå en sådan vej bør anlægges, grundforbedres eller vedligeholdes, henhører sagen under amtsrådets afgørelse.
20) Sogneforstanderskaberne bør også ved de midler, der står til deres rådighed, søge at forhindre betleri og løsgængeri, og derved understøtte sognefogderne i opfyldelsen af de disse påliggende pligter. Også i andre henseender bør sogneforstanderskabet på lige måde bidrage til at fremme og opretholde god politiorden.
21) Sogneforstanderskabet samles i almindelighed 6 gange århgt, nemlig i hver anden måned, og ellers så ofte formanden finder det fornødent, eller halvdelen af medlemmerne forlanger det, eller det af herredsfogden eller birkedommeren (paragraf 2) eller med hensyn til fattig og skolevæsenets anliggender at præsten skriftligt begæres.
22) Når sogneforstanderskabet ikke kan tilvejebringe det fornødne lokale uden godtgørelse, og når møderne ikke skulle kunne berammes til sådanne tider, at skolestuerne dertil kunne anvendes, da må det mod en billig betaling leje passende lokale. De udgifter, som er fornødne såvel hertil som til anskaffelse af skrivematerialer, protokoller, til porto og budsendelse med videre derhenhørende, blive at ligne på sognedistriktet i forbindelse med andre kommunaludgifter. Over disse udgifter fører formanden regnskab.
Året 1842 den 14. januar afholdt sogneforstanderskabet sit første møde, og det har afløst bl. a. fattigkommissionen. Dette forandrer dog ikke fattigforsørgelsen, der stadig går efter de gamle regler, lignende på sognets beboere, foretaget efter de gældende regler med påligning af bidrag 1 penge, rug og byg, og de fattiges forsørgelse sker efter ansøgninger og selvsyn, alt efter de forhold, befolkningen levede under. Efter dønningerne fra englændernes angreb på landet, statsbankerotten og nu 3-års-krigen, var det slet ikke så dårligt. Den private godgørenhed var den gang stor, et fattigt menneske gik som regel aldrig tomhændet fra en gård, og når de på gårdene slagtede og bagte, lagde man altid noget til side til en »alms« til de fattige. Det offentlige var i og for sig ikke så karrige, som det kunne se ud til, men kommissionen havde jo ikke meget at gøre med. Indtægterne var kirkebøssen samt nogle legater og endvidere ligningen på beboerne af penge, rug og byg, men de var jo ikke begejstrede for at skulle af med rede penge. Dem var det altid småt med, så ville man hellere give naturalier, men kommissionen delte jo ud af midlerne efter bedste skøn, stor fattigdom var der jo, og beboerne havde heller ikke meget at undvære. Det var hårde tider for alle.
Den 6. januar 1843 har der i Aalborg været en revision af fattigregnskabet for 1841, formentlig på grund af den ny lov om sogneforstanderskabet, der skulle afløse loven af 1803 om fattigvæsenet på landet. Revisionen skriver her:
»Man bedes behageligst oplyst, om der foruden Vadum hospital
gives noget andet fattighus i distriktet«.
Herpå svarede pastor Aabel, at da en ny skole blev bygget ved kirken, blev det gamle skolehus indrettet til fattighus for 6 personer ligesom fru Lassons hospital. Udgifterne hertil i penge blev udredt af Jomfru Glerups legat, og sognefolkene leverede tag og rå sten.
