En af de danske faldskærmspionere var skuespilleren og luftakrobaten, Emilie Sannom, (1886-1931). Allerede i 1918 begyndte hun at tage flyveundervisning, men skønt hun aldrig fik sit certifikat, afholdt det hende ikke fra at flyve, hvis lejligheden bød sig. I Italien indspillede Emilie Sannom i 1922 filmen La fanciulla dell’aria (da. Luftens Herskerinde), hvor hun udførte luftakrobatik, der vakte stor opsigt. Senere gav hun rundt om i Danmark opvisning i luftakrobatik, der altid afsluttedes med et faldskærmsudspring, hvor skærmen blev udløst i sidste øjeblik. Den 30. august, 1931, gav hun opvisning i Grenå. Til lejligheden havde Emilie Sannom fået en ny type faldskærm med en anderledes udløsermekanisme end den, hun var vant til at bruge. Faldskærmen udløstes aldrig, og Emilie Sannom styrtede 600 meter mod jorden og blev dræbt på stedet. På hendes gravsten står nogle linjer fra et digt, forfatteren og digteren Tom Kristensen (forfatter) skrev til hendes minde:
"Frygten for Døden var ikke saa stor,
større var Frygten for Livet paa Jord."