I 1908 havde Vadum sogn, som et hvert andet sogn i Danmark en fattiggård, hvor ubemidlede blev huset og forsørget af kommunen.
Vadum Fattiggård lå dengang i det gamle Vadum, d.v.s. der hvor der nu er flyvestation; gården hed oprindelig Østergård og stuehuset har de sidste mange år været hjemsted for eskadrille 726.
På Vadum Lokalhistorisk Arkiv har vi nogle avisudklip fra 1908, som fortæller en historie som hvis det ville være sket i dag ville have fremkaldt det helt store medieflip.
Det følgende er en delvis afskrift efter ”Socialdemokraten” og det skal desuden bemærkes, at journalisterne først fik historien efter at oldingen var dø og begravet.
En døendes tilståelse- To mord og mened!
Oldingen kunne ikke dø, før han havde åbenbaret sin frygtelige hemmelighed.
Ude på Vadum Fattiggård lå en 85årig mand og kæmpede med døden, han ville ikke forlade denne verden, før han havde lettet sin brødbetyngede samvittighed.
I mange år havde han bevaret sin frygtelige hemmelighed – nu syntes han, at han måtte tilstå inden manden med leen fældede ham. Det var for Fattiggårdbestyrer Peder Petersens kone, at den gamle synder (Hans Chr. Hansen) således hed han, ville åbne sit hjertes inderste.
Hans var født 3. april 1823 i Skaftrup, Sorø Amt og selv om han døde på fattiggården, var han ikke fattiglem og modtog ej heller fattigunderstøttelse fra sognet. Han havde de sidste 8-9 år opholdt sig på ”Hospitalet ”, et slags alderdomsasyl , som lå ved Vadum kirkegård, og som var oprettet af en tidligere ejer af herregården Rødslet, hvor Hans havde tjent som kusk og røgter i 30-35 år i hofjægermester Undalls tid.
Da han på det sidste var begyndt at skrante og i øvrigt var så affældig, at han ikke kunne få den fornødne pleje på ” Hospitalet”, hvor der kun var to kvinder og en mand i 70 års alderen, havde man efter hans eget ønske kørt ham over på Fattiggården d. 29.jan.
I de første pår dage syntes han at komme lidt til kræfter. Han kunne ved hjælp af en stok stavre rundt i stuen, men så kom svækkelsen over ham igen, og han måtte bringes til sengs.
Der lå han, der ellers ikke havde været noget religiøst gemyt, og bad nu uafbrudt til Gud om at få fred og om frelse for sin sjæl, så han kunne komme i himlen.
Men efter et par dage spurgte han pludselig fru Petersen : ” tror du, jeg kan komme i himlen?” og hun svarede ham :” jo, hvorfor skulle du ikke komme det, vi er vel alle store syndere, men Vorherre tilgiver os alle.” dertil svarede Hans: ” Ja, men jeg er en meget stor synder, jeg har aflagt falsk ed! ” fru Petersen: ”det er jo frygteligt, synes du ikke, vi skal sende bud efter præsten? ”og det svarede Hans ja til.
Dagen efter kom pastor Karstofte, Vadum til fattiggården, og Hans fortalte da, at der var i en faderskabssag, under hans ophold på Sjælland, at han aflagde falsk ed. Præsten talte nogle trøstende ord til den døende, der ikke syntes at have mere på hjertet.
Da fru Petersen dagen efter gør rent inde i hans stue, spørger hun: ” Nu har du det vel godt med Vorherre, drømmer du om ham, thi nu tror jeg snart du dør.”
Hans: ”Jeg er endnu ikke beredt til at dø. (fortvivlet.) tror du, jeg kan komme i himlen, jeg er en stor synder, vil du ikke bede for mig?”
Konen svarede.”Det kan jeg ikke, men vi kan hente præsten herud igen ”
Hans: ”nej, jeg vil helst betro mig til dig”
Fru Petersen: ”har du da gjort mere ondt?”
Hans sagde: ”Jeg har slået et barn ihjel i Ribe i 1864!”, hvorefter han lukkede sine øjne og tav.
Dagen efter kom han imidlertid med en ny tilståelse over for fru Petersen.
Hans: ”Jeg havde en gang en kæreste som hed Sofie; hende holdt jeg så meget af. Men en skønne dag kom der en mand, som hed Nikolajsen, hjem fra Syd-Amerika, og han blev gode venner med Sofie. Derfor slog jeg Nikolajsen ihjel med en åre, og skubbede ham i vandet.”
Konen spurgte:” Hvor foregik det?” hvortil han svarede, at det var i Kongens Lyngby.
Næste dag fru Petersen kom ind til den gamle mand, spurgte hun ham om han nu havde fundet trøst, hvor han helt havde åbnet sit hjerte. Hans svarede : ” Nej, det har jeg ikke!” og han fortalte så igen, at han havde aflagt falsk ed, for at blive fri for at betale bidrag til et barn, som han havde med en enke på Sjælland.
Nu spurgte fru Petersen :”Hvorledes slog du barnet fra Ribe ihjel?”
Hans: ”Med en lille knippel. Det barn stod mig i vejen.”
Konen: ”Var du fader til det?”
Hans: ”Nej!—Det blev rigtig begravet!”
Konen: ” Hvorledes? Uden at politiet fik noget at vide?”
Hans: ”Åh, det gik endda!”
Konen:”Var du gode venner med barnets moder?”
Hans: ”Ja., så gu`var jeg så!”
Hans ville til gengæld ikke fortælle hvor gammel barnet var og han kunne heller ikke fortælle hvor Sofie befandt sig. Dagen efter drog Hans sit sidste suk.
Da Hans stille og fredeligt var sovet ind, gjorde Fattiggårdsbestyrer Petersen anmeldelse til Herredsfoged Andersen i Nr. Sundby, der lod politiet optage rapport over tilståelsen.
Hans blev begravet på Vadum kirkegård. Pastor Karstofte talte om røveren på korset, uden direkte at berøre Hans`s tilståelse, og sluttede med en bøn om, at den brødbetyngede måtte finde nåde for sin sjæl.
Overalt i Vadum var der naturligvis de mest forskellig artede rygter om den afdødes levned i omløb. Vi skal dog ikke bringe disse videre, da de dels er modstridende og dels i høj grad bærer præg af at være undfangne, efter at tilståelserne var aflagt.
Således lød repotagen i Socialdemokraten i 1908, og det er kun en af mange historier vi har på Lokal Historisk arkiv.
Ps. Fattiggårdsbestyrer Peder Petersen og frue flyttede få år efter ud på Østerhalne Hede (Kræmmergården ). Der startede de en vognmandsforretning, som sønnen Holger Petersen senere forsatte (Holger Vognmand )
Pastor Karstofte var præst i Vadum fra 1901 til 1911.
Vadum Fattiggård
Følgende er afskrift efter Vadum kommunes historie
1882 deb 8. februar bemyndiges formanden til at indgive andragende til amtsrådet om approbation på køb af Ole Østergårds gård til fattiggård for en pris af 35.000 kr.
1882 den 15. juni afholdtes det første møde på fattiggården.
1883 den 15. juni vedtog sognerådet, at to børn på fattiggården skulle døbes, da sognerådet ikke turde påtage sig at lade dem vedblive at være hedninger.
1891 den 4. aug, Man enedes med Jens Chr. Nielsen, Lynnerup, om bestyrerpladsen på fattiggården fra 1. november for en løn af 300 kr. samt 60 kr. som erstatning for drikkepenge. Kaffe til fattig- lemmerne om søndagen og i sygdomstilfælde.
Han gjordes opmærksom på, at han ikke på egen hånd måtte indkøbe hverken kolonial- eller manufakturvarer m. m., men måtte henvende sig herom til sognerådet.
1895 den 11. maj vedtages det, at fattiglemmerne på fattiggården fra kl. 9 om morgen om vinteren og fra kl. 7 morgen om sommeren skal opholde sig i arbejdsstuen på fattiggården.
1901 Lars Chr. Larsen, Sønderholm, antages som bestyrer på fattiggården for 325 kr. årlig +100 kr. i drikkepenge.
1902 den 20. august. Ny bestyrer på fattiggården- Peder Chr. Pedersen, Tollestrup Storgård, for en løn af 400 kr. +100 kr. i drikkepenge.
1911 den 26. juli antages Søren Sovind Nielsen, Aalborg til bestyrer på fattiggården for en løn af 450 kr. + 150 kr. i drikkepenge.
1924 den 14. august fæstes et nyt bestyrerpar på fattiggården, Chr. Jensen og hustru, på følgende vilkår:
1. Bestyreren stiller en kaution på 5000 kr.
2. Bestyreren skal køre kommunens grus på vejene for en pris af kr. 20,00 pr. dag (fuld sommerdag ) efter vejudvalgets nærmere ordre.
3. Bestyreren skal aflægge et regnskab på flere kolonner, således at sognerådet let kan overse det hele, og ved årets slutning gøres status, ligesom der forelægges et afsluttet regnskab, der skal revideres af fattigeudvalget og medsendes til amtet.
4. Bestyreren skal holde bygninger, besætning og redskaber og i det hele alt ude og inde i forsvarlig stand og orden.
5. Bestyreren er i det hele underkastet sognerådets – specielt fattigudvalgets- beslutninger med hensyn til drift af gården og handel og vandel med besætningen.
6. Bestyreren fæstes med 3 måneders opsigelse, både fra sognerådets og bestyrerens side- dog altid til en 1. april.
7. Bestyreren og hans hustru skal pleje og passe de aldersrentenydere og fattige, der er på gården. For aldersrentenydernes vedkommende modtager bestyreren deres aldersrente til indtægt i fattiggårdens regnskab.
8. en stue skal stå til sognerådets afbenyttelse.
9. Bestyreren og hustru modtager i årlig løn foruden fri station 1000 kr. tilligemed 10% af gårdens nettooverskud.
Ovenstående tiltrædes af : Chr. Jensen, Hilma Jensen
1930 den 11. december. Det vedtoges at købe vognmand Andersens ejendom på Vadum Kær til fattiggård. Såfremt dette går i orden, skal den nuværende fattiggård sælges.
1931 den 12. februar. Formanden meddelte, at det nedsatte udvalg havde købt vognmand Chr. Andersens ejendom på Vadum Kær for 15.000 kr.
1931 den 25. april antages arbejdsmand Holger Simonsen til bestyrer på den ny fattiggård.
(En historie fra Vadum Fattiggård, er en avisartikel fra "Socialdemokraten" årgang 1908)
Rettelse nr. 1 til oversigt over bestyrer.
I 1889 hedder bestyreren Kragh, hvilket ses af en attestion som han har underskrevet.
Ved folketælling i 1890 står Johan Nielsen Kragh, 40 år født i Kastbjerg, Randers Amt, husfader og bestyrer, gift med Ellen Berthelsen, 39 år født i Emb ved Brønderslev.
Oversigt over arkivalier vedrørende Vadum Fattiggård
Lb. 01-1882 (Overslag til Vadum Fattigård 1882, fra murermester J.Rasmussen Jun. i Aalborg
Lb. 02-1854 (Medicinregning fra læge L.C. Møller, Nørresundby til Vadum Fattigvæsen v. pastor Møller R. D.)
Lb. 03-1908 (Avisartikel fra Nordjyllands Socialdemokrat "En døendes tilståelse")
Lb. 04-1889 (Snedkerregning til Vadum Fattiggård fra snedker Jens Levin Andersen, 1889)
Lb. 05-1906 (Avisartikel i Nordjyllands Socialdemokrat 1906 "Fattiggårdsliv på Vadum Fattiggård)
Lb. 06-1906 (Avisartikel i Nordjyllands Socialdemokrat 1906 "Et småligt Sogneråd og en hidsig bestyrer")
Lb. 07-1906 (Avisartikel i Nordjyllands Socialdemokrat 1906 "En meget vred sognerådsformand")
Lb. 08 (Afskrift fra "Vadum kommunes historie" vedr. Vadum Fattiggård,+ Samtlige personer i husstanden 1890 og oplysninger om Østergård matr. 8 før den blev Vadum Fattiggård.
Aalborg Stadsarkiv, Vadum Kommune Lb. 474 (Vadum Fattiggårds kassebog 1924-27, 1931)
Endvidere må der findes en del i Sognerådets forhandlingsprotokoller.
