404 elever fra Vadum skole prøvede ”den gamle skole ” på Vadum Arkiv

 

I forbindelse med Vadum skole 50 års jubilæum, har der været tema uge for eleverne på skolen.

En del af oplevelserne har været et besøg på Lokalhistorisk Arkiv, hvor vi prøvede at vise skolen før Vadum Centralskole.

Eleverne kom klassevis, sammen med deres lærer og skulle i løbet af en halv time prøve, at opleve hvorledes det var at gå i skole dengang. Til at formidle undervisningen, fik vi hjælp af fhv. skoleinspektør Harald Søland, som spillede rollen som den gamle skolemester. Ved hjælp af billeder fra dengang, forklarede H. Søland hvorledes der tidligere var 5 små skoler i sognet, og ved hjælp af et interiørbillede fra Vesterhalne skole fik eleverne indtryk af skolestuens indretning. Vi var så heldige, at have lånt en skolepult, netop fra Vesterhalne skole, således at eleverne kunne prøve at sidde ved den.

De skulle også prøve at skrive på en tavle med en griffel, og hvis det ikke var tilfredsstillende, ja så kunne man jo bare tørre det ud med en klud. Senere fik de lov at skrive med pen og blæk, det var lidt svært, og de blev meget benovet når de så, hvorledes 12 årige Johanne i 1914 havde skrevet side op og side ned, utroligt flot og nøjagtig med skråskrift.

Så kaldte Harald Søland igen på opmærksomhed, han havde nemlig taget fhv. lærer Steffesens violin frem, og forklarede; hver morgen startede med morgensang, og læreren havde kun en violin at spille på, men nu skulle de hjælpe med en morgensang, hvorefter man sang første vers af ” I østen stiger solen op ”, og vi syntes at eleverne var gode til at synge med. Endelig blev der forklaret om at have salmevers for hver dag, og dernæst var der bibelhistorie og læsning i ABC Ole Bole og meget andet.

Vi har været positiv overrasket over hvor flinke og interesserede børnene har været, og vi håber og tror at alle har fået en god og oplysende oplevelse hos os i arkivet.

 

Vadum Lokalhistorisk Arkiv