25 år som kæmner af kæmner S. Jensen
Kæmner er en ældre stillingsbetegnelse for den daglige leder af en kommunes administration.
Kæmner svarer omtrent til den nutidige betegnelse kommunaldirektør, men da den kommunale administration førhen var mindre, havde kæmneren i en del tilfælde ingen underordnede og var derfor samtidig også den person, de fleste beboere i kommunerne kom i kontakt med, når de havde ærinde hos kommunen.
Betegnelsen stammer fra det latinske camerarius, kammermester (eller kassemester). Formodentlig er udtrykket dog kommet ind i dansk via det tyske udtryk kämmerer, der har samme betydning. Oprindeligt blev det på dansk brugt om de ansvarlige for købstædernes kassebeholdninger, men da sognekommuner blev oprettet på landet i midten af 1800-tallet, blev der også behov for kæmnere i disse. I forbindelsen med kommunalreformen (1970) ophørte man stort set med at bruge betegnelsen, men på Grønland var den dog fortsat i brug frem til indførelsen af hjemmestyret i 1979 og i Sindal Kommune anvendtes titlen til 1996.
Hentet fra http://da.wikipedia.org/wiki/K%C3%A6mner
Den 1. juli 1941 blev jeg ansat som Vadum kommunes første kæmner. Nogen egentlig kommunal uddannelse havde jeg ikke, men som sognerådsmedlem i min tidligere opholdskommune, Nørre-Aaby på Fyn, hvor jeg i 19 år havde været kærnemester på en margarinefabrik, der måtte lukke på grund af krigen, var jeg ikke uvidende om et sogneråds manjeartede opgaver, og havde på den tid gode forudsætninger for at kunne udfylde en sådan plads.
Om mine 25 år, fra 1. juli 1941 til 1. juli 1966, til hvilken tid jeg søgte min afsked på grund af alder, er der egentlig ikke så stort at berette, arbejdet på kontoret gik sin rolige gang.
Efter at tyskerne havde foretaget de sidste ekspropriationer til udvidelse af lufthavnen, var der eksproprieret 62 større og mindre ejendomme, ca. en femtedel af kommunens areal, så kommunens folketal efterhånden var dalet til 1397 i 1942. Det holdt sig der et par år, så der var ikke mere at bestille på kommunekontoret end jeg selv kunne klare. Arbejdet på kontoret, der dengang var i den gamle »Torpet forskole«, kom jeg hurtigt efter, og det skyldtes i første række den forrige kasserer, sognerådsmedlem, gårdejer Chr. Hansen, Hedegård, samt sognerådsformanden, husmand Chr. Storgaard. Chr. Hansen var en meget dygtig regnskabsmand, og Storgaards hukommelse var legendarisk. Endvidere var der rentier Ludvig Jensen, Torpet, der kendte hvert matr. nr. i kommunen; han havde foretaget udregning af skatter m. v. Den tidligere folkeregisterfører, gårdejer Andreas Rasmussen, Stensbæk, tidligere sognerådsformand i Vadum i 13 år, kendte jo også hver eneste af beboerne, så jeg var heldig at have så helbefarne folk at få råd og vejledning af.
Der blev ikke i krigsårene foretaget noget af betydning, forholdene var jo sådan, at alt blev udskudt til efter krigen. Det, jeg havde at lave på kontoret, var dels regnskabet, modtagelse af skatter og skatterestancer, udbetaling af alders- og invalidepensioner, samt en del korrespondance; endvidere havde jeg kontordag den første i måneden i Haldager og Engene distrikt; det foregik, så længe det varede, hos gårdejer, sognerådsmedlem Andreas Mejlholm, Vesterhalne Enge.
Storgaard skrev selv kladderne til korrespondancen til myndighederne. Folk i kommunen skrev vi i al almindelighed ikke til; ville de have noget at vide, kunne de jo komme på kontoret. »Det var ikke noget at ofre papir og porto på,« sagde Storgaard. Storgaard var meget fåmælt; hans tale var enten ja eller nej, men om fredagen, når han var på kontoret – han var der hver fredag fra 14-16 – og når min kone så inviterede på en kop kaffe og vi sad og hyggede os, kunne han fortælle mangt og meget om egnens befolkning og vendelboerne i det hele taget. Han var, trods hans til daglig noget mutte væsen, en ypperlig fortæller og en meget kundskabsrig mand; hans små særheder skal jeg ikke her komme ind på. Dem kender i hvert alle de ældre i kommunen lige så godt som jeg.
Rationeringen under krigen var et kapitel for sig; efterhånden kom der jo snart sagt rationeringskort på alle ting, nogle kunne få dit og nogle kunne få dat, og der kom jo til sidst mange særrationeringer. Rationeringskortene uddeltes almindeligvis hvert kvartal af sognerådet, men derudover foretoges uddelingen af de mange særkort på kommunekontoret, idet der for nogles vedkommende skulle ansøgningsskema til, og alle skrev de jo under på tro og love uden at blinke, og fik derved udleveret kort til denne særlige rationering. Kom der ekstra rugbrødskort til hårdt arbejdende, blev de alle hårdt arbejdende, og kom der kort til ekstra hårdt arbejdende, blev de jo også det. Der kom kort på sæbe til børn under 3 år, på lagner til nygifte, men der blev nu aldrig gift så mange, som vi havde udleveret kort til. Det var altid pigerne, der kom og hentede lagenkort; de så så troværdige ud. Når en lille verdensborger var på trappen, kunne der fås kort til spædbørnstøj, men Også der kneb det med at få tallene til at harmonere. Kort til arbejdstøj var der også, vi skulle forvisse os om, at det tiltrængtes, det var en mærkelig pasus, alle trængte jo til arbejdstøj. Så var der alle dem, kortene blev stjålet fra, og alle dem som børnene tabte, når de skulle til købmanden. Jeg skulle jo skrive til varedirektoratet i disse tilfælde, men der gik mange dage, inden vi fik svar. Når folk ingen kort havde at købe mad for, var det slet ikke så nemt, så vi holdt op med at skrive dertil, og fik af folk nogle tro og love-attester, som vi gemte. Vi hørte heller ikke noget for det, undtagen en gang i den politiløse tid,hvor vi havde en 2-3 politifamilier, der var gået »under jorden«, som det hed; de fik alle de mærker, de havde brug for, men pludselig en dag stod der en mand fra varedirektoratet og ville kontrollere vores mærkebeholdning med folketallet. Jeg fortalte ham grunden til, at det ikke stemte. og det var en fornuftig mand. Han rejste omgående hjem igen, og vi hørte aldrig mere fra varedirektoratet.
Efter krigens afslutning blev der jo sat vagt ved alle tyskernes efterladenskaber, så der var nok at se til: Kanonstillinger, barakker og udrustning af enhver art. På selve flyvepladsen var englænderne jo kommet, og de fik travlt med at ødelægge alt, hvad der fandtes af flyvemaskiner og udrustning. Meget må der have været, for i flere måneder lød eksplosioner og store røgskyer stod til vejrs, men da alting var krigsbytte, skulle det ødelægges.
Efter at englænderne var draget bort, overtog den danske kystbevogtning resten og man begyndte at samle sammen, hvad der var tilbage af brugelige ting. Man fyldte en stor bygning ude på Rørdal med alt muligt, pengeskabe, skrivemaskiner, ja, brugsgenstande af enhver art for flere millioner kroner. Det var vel meningen, at alt skulle sælges, men inden man blev færdig dl det, brændte hele bygningen med indhold, og de kommunale vagter inddroges.
Imidlertid var der til den af tyskerne forladte lejr ved granplantagen ved vejen ud til »Stensbæk« ankommet ca. 1100 tyske flygtninge, som kommunen skulle tage sig af og sørge for, men det vil blive behandlet i et særligt afsnit.
For sognerådets vedkommende begyndte man at tage fat på forbedring og asfaltering af vejene, og der blev lavet en slags 10 års plan for dette arbejde. Det skred planmæssigt frem over dette åremål; man begyndte også at arbejde på skolebyggeriet; de to centralskoler, der var planlagt før krigen, kunne nu ikke anvendes, da kommunens struktur helt havde ændret sig på grund af anlæggelsen af flyvepladsen, selv om man i første omgang troede, at jorden igen skulle overgå til landbrug, men flyvepladsen blev liggende.
Man købte da af statens jordlovsudvalg, der havde overtaget al den eksproprierede jord, et areal i den såkaldte udgravning, hvor nu sportsplads og hal ligger. På den vestre side af »rullebanen« vedtog man at placere centralskolen for hele kommunen så langt mod nord som muligt. Man begyndte så at dræne pladsen og konstaterede da, at man ikke kunne placere skolen der, da det ville blive en meget bekostelig historie at pumpe vandet fra kældrene. Derfor gik man over til – efter mange og årelange forhandlinger – at søge den placeret, hvor den nu ligger. Byggetilladelse kunne ikke fås de første mange år, men pludselig, da en anden kommune i nabolaget ikke kunne udnytte sin byggetilladelse, fik man den tilbudt. Vadum kommune slog da omgående til.
Man havde egentlig tænkt sig, at når krigen var forbi, ville størsteparten af de nedlagte brug blive genoprettet. Det blev imidlertid ikke tilfældet. Der blev kun genopbygget et par stykker, der lå uden for lufthavnsområdet. Aalborg lufthavn skulle selvfølgelig genoprettes; senere tog forsvaret sig af resten, og da Danmark blev medlem af NATO, gik flyvestationen ind i beredskabet og udbyggedes med startbaner og andre faciliteter, så den formentlig nu er egnet til sit formål. Det skal dog lige bemærkes, at de første 4-5 år efter krigens afslutning blev der indrettet opholdssted for ca. 30.000 tyske flygtninge på lufthavnen; de sorterede under en særlig styrelse, der havde til huse på Hasserisvej.
Som tidligere bemærket tog sognerådet sig nu af vejene, Vadum-Nørhalnevejen blev gjort færdig, og andre veje. Kirkevejen, Haldagervejen ved Fjorden og Haldagervejen til hovedvejen. Hedevejen og Brorholtvejen, blev udvidet og asfalteret. Endvidere begyndte man på nye veje og fortove i stationsbyen, hvor byggeriet var ved at tage fart. 1954 Startede den første boligforening, og et par år efter den næste, således at der opførtes 36 huse på forholdsvis kort tid. Det var mihtære befalingsmænd på flyvestationen, der tog sig af dette, men det private byggeri tog også til og tillige kom det offentlige med nyt kommunekontor. alderdomshjem og skole, og det førte med sig, at kontorpersonalet blev udvidet, således at jeg, da vi i 1956 flyttede ind i de ny lokaler i stationsbyen, havde to medhjælpere. Vi fik på dette tidspunkt et moderne maskinbogholderi og senere kontrol-kasseapparat. Sognerådet var ikke karrig, når det drejede sig om et godt arbejdsklima, og efterhånden som folketallet steg, gav de os altid de faciliteter, vi havde brug for.
Som rent personlige bemærkninger kan jeg sige, at de 25 år i Vadum kommunes tjeneste har været gode år for mig; de skiftende sognerådsformænd og sognerådsmedlemmer har altid stillet sig velvillige over for mine problemer, både på arbejdspladsen og de private; jeg fik sammen med kontorflytningen en ny, moderne bolig, ikke stor og flot, som så mange andre steder, men dog en dejlig bolig, som man har givet mig lov til at blive boende i efter min afsked.
Også befolkningen i Vadum kommune har jeg haft et godt forhold til. De modtog mig fra den første dag med stor venlighed, og vi har fået mange venner”her”i årenes løb. Jeg vil derfor slutte disse mine bemærkninger med en tak til mine medhjælpere gennem årene, til sognerådsformænd og sognerådsmedlemmer, der alle har medvirket til at gøre min arbejdsdag til et minde for min kone og mig, som vi nu tænker tilbage på med stor taknemmelighed.
