Tirsdag, 21. november 2017

Vadum Gymnastikforening

Vadum Gymnastikforening

Vadum Gymnastikforening blev stiftet d. 7. december 1923, og i paragraf 2 af vedtægterne står der følgende: I foreningen kan optages enhver uberygtet mand og kvinde fra konfirmationsalderen. Med hensyn til bestyrelse, skulle den bestå af 5 mandlige gymnaster, som skulle være mindst 18 år.

I paragraf 7 står der: Foreningen lader afholde baller og lignende for derved at vinde økonomiske midler.

Foreningens første bestyrelse bestod af Martin Pedersen, Holger Pedersen( Holger Vognmand), Poul Jensen (Østergård), Ginge Skov (gdr. Vesterhalne) og Peter Andersen.

Der gik dog ikke mere end 2 år, før de kvindelige gymnaster også fik lov at deltage i bestyrelsesarbejdet, og de 2 første piger var Ellen Carstensen, datter af stationsforstander Christian Carstensen, samt Edel Larsen, som senere blev gift med Ginge Skov.

I årenes løb var der en del vedtægtsændringer, som mest gik på, hvor mange mandlige og kvindelige gymnaster bestyrelsen skulle bestå af, og hvor man i 1948 var blevet enige om, at 3 kvinder og 4 mænd var passende.

Omkring 1930 var der en periode, hvor paragraf 7 om afholdelse af baller for at tjene penge blev sløjfet, men den blev dog ret hurtig indført igen. Vadum Gymnastikforening sluttede som selvstændig i 1955, hvor den blev lagt sammen med Vadum Boldklub, hvorefter Vadum Idrætsforening, som vi kender i dag, blev stiftet.

 

Vadum Gymnastikforenings pige og karlehold i 1924, fotograferet foran Vadum hotel

Den ugentlige gymnastiktræning foregik i Vadum Afholdshotels sal, og det var ligeledes her, man afholdt den årlige opvisning. Pladsforholdene var efter vore dages opfattelse trange, f. eks. var springgymnasterne nødt til at tage tilløb ude fra gaderoben.

 

På Arkivet har vi 2 gamle protokoller, som indeholder navnene på medlemmerne igennem årene, ligeledes kan man se, hvem der har deltaget på de forskellige hold, karlehold, pigehold, drengehold og småpigehold; desuden var der også folkedanserhold i en del år.

Vi kan også se, at medlemmerne var delt op i aktive og passive medlemmer. De passive medlemmer var tit mennesker, som kom fra nabobyerne, men som var nødt til at have et passivt medlemskort for at kunne deltage i foreningens baller. F.eks. var der i 1945 knap 500 passive medlemmer, medens der var knap 100 aktive medlemmer.

Vadum Gymnastikforenings småpigehold i 1951.(billedet tilhører Lea Mogensen)

I arkivet har vi 12 holdbilleder, som spænder fra 1924 til 1951; vi vil selvfølgelig gerne modtage endnu flere, men nøjes også gerne med at låne billederne, således vi kan scanne dem.


Vadum Gymnastikforeing 1939- opvisning på Vadum hotel (foto tilhører Alice Tønnesen)

Vadum Gymnastikforening ca.1946- Vadum pigehold i Brønderslev under ledelse af Magrethe Pedersen( tilhører Alice Tønnesen)

Vadum Gymnastikforenings ungpigehold i 1950, under ledelse af Ingeborg Bjerre og pianist Agnethe Nielsen (foto tilhører Esther Jensen)

 

Vadum Gymnastikforenings herrehold i 1951

 

Redigeret af

Vadum Lokalhistorisk Arkiv