Torsdag, 27. juli 2017

Vadum Afholdshotel/ Kro

 

Vadum Kro/ Afholdshotel i 100 år.
 
Som den eneste virksomhed i Vadum, kan Vadum Kro fejre 100 års jubilæum i den samme bygning, som den startede i. Vadum Afholdshotel blev nemlig bygget i 1910.
Før 1910 var der et forsamlingshus i Østerhalne, som området jo hed dengang; men vi ved ikke meget om dette forsamlingshus, udover at det er nævnt i visse protokoller og breve, men man formoder, at det har ligget hvor Rødslet 32 ligger i dag, idet man ved udgravning til huset fandt gamle sokkelsten. Dengang brugte man ligeledes at afholde udendørs fester, hvor man dansede på udlagte danse gulve (bl.a.Humlehaven i Knepholt).
I 1910 byggede gårdejer Lars Christian Nielsen det nye afholdshotel, han var dengang 51 år, og havde netop overdraget sin gård nuværende E.J. Overbyes vej 21 til en datter og svigersøn; han og konen Martine, som for øvrigt var 70 år, ville vel prøve at være hotelværter.
Byggegrunden kom han nemt til, idet han selv ejede jorden i forvejen, han havde nemlig en mark som gik fra Taksvej og ned til Pallisdam, og han valgte at bygge hotellet helt oppe i hjørnet, så tæt på den nyopførte Vadum Station, og derved skabtes en central plads i det gamle Vadum.
Ved folketællingen i 1911 kan man se, at værtsparret har ansat en kokkepige og samtidig havde man også logerende, der boede nemlig en ung mand, som var i bødkerlære hos bødker Thomsen. Uvis af hvilken grund solgte Lars Christian og Martine Nielsen afholdshotellet året efter, idet man i gamle kommunale papirer kan læse, at Kær Herredskontor har givet malermesterparret Poul og Hedvig Neirup bevilling til at drive Vadum Afholdshotel uden udskænkning af stærke drikke.
Billedet er det ældste vi har af Vadum Afholds hotel. Ca. 1925
Vi kender ikke navnene på de 2 børn.
 
Der er ingen tvivl om, at hotellets lokaler blev brugt fra starten af. Bl.a. ansøgte Vadum Fodboldklub i 1913 om at afholde offentlig bal på hotellet; og fra lærer Ovesens erindringer ved vi, at hotellets sal var en god foredragssal, hvor bl.a. forfatteren Johan Skjoldborg, astronomen Thorvald Købe og globetrotteren Holger Rosenberg holdt foredrag og viste lysbilleder.
Fotografiet er lavet ca. 1916-18, årstallet er valgt ud fra sønnen Frands`s alder, han er født 1906, og sidder på billedet imellem Hedvig og Poul Neirup, de 2 piger til venstre kender vi ikke navnene på.
 
I den gamle hovedkassebog fra 1922 kan vi læse, at 3 kasser sodavand, ganske vist med 50 stk i hver, kostede 21,00 kr, en anden ting man kan udlede af den gamle bog er, at man sparede på udgifterne dengang; Poul Neirup solgte Afholdshotellet i 1924, men han brugte stadigvæk kassebogen i hans malermesterfirma indtil 1933.
Ud fra et gammelt skøde kan vi se, at Poul og Hedvig Neirup pr. 1. jan. 1924 overtog huset, der nu er Nervøsvej 1, og derefter koncentrerede Poul Neirup sig om sin malervirksomhed.
De nye ejere og værter på afholdshotellet hed Anton og Kathrine Margrethe Bertelsen.
 
Anton og Kathrine Bertelsen, ca. 1935, de var afholdsværter på Vadum Afholdshotel fra 1924 til 1945
Anton og Kathrine Bertelsen, som det ny værtspar hed, satte deres præg på hotellet i mange år; Kathrine var født Vestergård og voksede op i Haldager, medens Anton Bertelsen var født i Hals.
Hotellet blev flittigt brugt til selskaber og fester. I Lokalhistorisk Arkiv har vi en del ”Balkort” fra 1929-30. Unge mennesker gik sammen om at arrangere dans på hotellet, som startede med fælles kaffebord, hvorefter der var dans, men man skulle tilsyneladende inviteres for at deltage.
Nu afdøde Anders Nielsen fortalte om juletræsfesterne i 1930erne. Festerne foregik 4.nytårsdag; først var der forskellige julelege under ledelse af snedker Vig, hvorefter musikken blev leveret af Johan Jensen og Jens Mølgaard, det skete også at hotelværten Anton Bertelsen satte sig til klaveret.
I 30erne og 40erne var der månedlige besøg af en rejsebiograf. Forevisningen foregik i hotelsalen, og der var også siddepladser på balkonen.
I den ene ende af salen var der en scene, hvor der ligeledes var lidt plads ved siden af; denne scene er i alle årene blevet brugt til dilletant forestillinger, det var også på scenen musikerne opholdt sig, når der var bal.
I alle årene frem til bygning af Vadum hallen afholdt gymnastikforeningen både træning og den årlige gymnastikopvisning på Vadum Hotel. Og selv om pladsen var lidt trang, er der rigtig mange, som har haft fornøjelige gymnastiktimer her. F.eks. kunne man til opvisning opleve herrespringhold, som var nødt til at tage tilløb ude fra gaderoben, fordi salen var så lille.
Gymnastikopvisning i salen på Vadum Afholdshotel, 1939; bemærk balkonen som var i nordenden af salen, balkonen blev fjernet i starten af 1950erne
 
I slutningen af 40erne startede danseinstituttet Harrisø Jørgensen v/ Ruth og Poul Christensen danseundervisning i hotellets sal, og det var også her det store afdansningsbal blev afholdt, hvor de stolte forældre kunne se hvad deres børn havde lært.
I lokalhistorisk arkiv har vi en kassebog, fra 1944 og frem til september 1945, i den kan man læse en del om hvad der foregik på Vadum Afholdshotel. På den tid var der et par værelser på loftet, som blev lejet ud til pensionærer, det gav en månedlig indtægt på ca. 500 kr. Når salen var lejet ud til bal o., lign. var der 30 kr i indtægt; der var også hestestald, hvor prisen tilsyneladende var 15 kr, og en cykelstald, hvor den opkrævede leje varierede fra 5 til 15 kr pr måned, og så var der ligeledes en lille indtægt ved gaderoben.
Endelig kan man se, at der har været badminton i salen, f. eks. betaltes der 112 kr i januar 1945, det har nok været et par måneders leje af salen.
På udgiftssiden var der store faste udgifter til mejeri, købmand, slagter og bager; men et par gange købtes der også en ½ gris, sandsynligvis hos en landmand. Kartoflerne købtes også på landet, nemlig hos gdr. Jens Skov Vævergård, og der blev spist mange, idet udgiften til kartofler i januar 1945 var 146 kr.
30. september stopper kassebogen uden at være brugt færdig, det tolker vi som værende tidspunktet, hvor værtsparret Anton og Kathrine Bertelsen solgte Vadum Afholdshotel.
Tilsyneladende solgte Anton Bertelsen Vadum Afholdshotel tilbage til Neirup slægten, idet vi fra nogle kreditforeningsbilag kan se, at Frands Neirup i 1946-47 står som afholdsvært. Vi tror ikke, at Neirup selv stod for driften af hotellet, i hvert fald hed værten Søndergaard frem til 1949.
Derefter hed ejeren i en årrække fru Rasmussen, så kom familien Neirup igen ind i hoteldriften, idet fru Boye som var søster til Anne Marie Neirup, var hotelvært frem til 1960. Anne Marie Neirup var udover at være gift med malermester Frands Neirup også ejer af et stort sommerhotel ”Alexandria ” i Sandvig på Bornholm, men det er en hel anden historie.
luftfoto af Vadum Station og Vadum Kro, billedet er fra 1954.I baggrunden ses de nye huse på Kløvermarken, nuværende Rødkløvervej.
 
Det var medens fru Boye stod for Vadum Afholdshotel, at der i 1956 blev givet spiritustilladelse, hvorefter stedet kunne kaldes for Vadum Kro. Spiritustilladelsen blev fejret med et vældigt nytårsbal, og de næste år var der tradition for, at der var nytårsballer, hvor der var stor tilstrømning til. Ballerne stoppede dog efter 1962, idet de nye ejere Ernst og Signe Jensen syntes, at det gik for meget ud over inventaret.
Ernst og Signe Jensen, som tidligere havde boet i Frederikshavn, købte Vadum kro omkring 1960; de første år drev de kroen sammen, men Ernst døde allerede i starten af halvfjerdserne, og derefter førte Signe Jensen   kroen videre indtil hendes død i 1999.
I den periode skete der en vældig forandring både med Vadum by og Vadum Kro. De første år blev der holdt foreningsballer en gang om måneden, og Idrætsforeningen havde ugentlig store bankospil, hvor salen var fyldt med gæster, og private afviklede deres familiefester her; men efter åbningen af Vadumhallen og oprettelse af forskellige selskabslokaler rundt om i byen sygnede Vadum Kro hen, og det var kun sjældent, at salen var i brug, i stedet blev kroen det lokale værtshus.
Efter Signe Jensens død stod lokalerne tomme i en kort periode; indtil de blev købt af Erik Ahlmann og Per Kirk fra Nørhalne. De ombyggede og modernisere stedet, og genåbnede kroen 3. feb. 2000, den daglige leder blev Margit Kristensen, som også havde arbejdet under Signe Jensen.
I november 2000 åbnede man en billardstue, hvor der tidligere havde været gaderobe og toiletter; til gengæld blev det gamle indgangsparti åbnet igen, og der blev lavet nye toiletter.
I marts 2001 blev den gamle sal revet ned, den var blevet for gammel og nedslidt og tjente ikke længere noget formål. Der blev i stedet for bygget et hus med 2 lejligheder bagerst i krohaven.
1.august 2001 overtog Margit Kristensen forpagtningen af kroen og fik bl.a. opstillet 2 billardborde. Desværre blev Margit syg og døde i 2009 og igen opstod spørgsmålet, om der var nogen, som ville forsætte krovirksomheden i Vadum.
Vadum Kro som den ser ud december 2010, det oprindelige indgangsparti er genskabt, samtidig er der bygget 1 hus i den gamle kro have, og 1 hus med 2 lejligheder hvor hestestalden og cykelstalden tidligere var.
 
Men 1.maj 2009 var der igen reception og fremvisning på Vadum Kro, idet Annette og Brian Rishøj Jeppesen overtog forpagtningen for at prøve kræfter som værtshusholder; de har dog nu (december 2010) opsagt forpagtningen, idet de har erkendt, at hvis de samtidig skal have job og anden virksomhed, er det for opslidende og uholdbart.
Vadums beboere må muligvis erkende, at tiden hvor vi først havde afholdshotel og dernæst kro er slut; således at det efter 100 år ender med, at der bliver lavet lejligheder i den gamle kro.
 
                                                                                           Lars Jørgen Nielsen
                                                                          Vadum Lokalhistorisk Arkiv