Fredag, 23. juni 2017

Vadum Lokalhistorisk Arkiv afholdt åbent hus Fremhævet

Åbent hus i Vadum Lokalhistorisk Arkiv

 

Lørdag d. 12. november 2016 var der landsdækkende Arkivernes dag, i den anledning var der åbent på Vadum Lokalhistorisk Arkiv fra kl. 13.00 til 16.00

Temaet i år var idrætsliv igennem tiderne, og det bar vores udstilling selvfølgelig præg af.

I vores glasmontre i forhallen er der lavet en udstilling med gammelt sportstøj, samt rekvisitter i form af bolde, ketcher, sippetov m.m.

Inde i Borgerstuen har vi lavet fotoudstilling af idrætsbilleder; de ældste er gymnastikhold fra 1925, men hele perioden frem til i dag er repræsenteret, og vi har også bestræbt os på at rumme de forskellige idrætter som er og har været i Vadum.

Ud over disse udstillinger havde vi også inviteret fhv. kriminalkommissær Ejner Pedersen til at fortælle om hans spændende liv og karriere indenfor politiet. Der var mødt knap 30 gæster, som fik en spændende fortælling om både voldsomme oplevelser, men også sjove episoder som Ejner havde oplevet.

 

Efter foredraget var arkivet vært med kaffebord, og snakken gik, samtidig med at der blev kigget i gamle fotoalbums, scrapbøger og de gamle gårdmalerier blev studeret.

 

Kl. 16.00 sluttede eftermiddagen for de besøgende; det er vores indtryk at man havde hygget sig, og fået nogle oplevelser med derfra; og vi fik ligeledes lavet aftaler med nogle af de besøgende, om at de vil vende tilbage med billeder og avisudklip til arkivet, på vores normale åbningstider, som er hver tirsdag eftermiddag. 

About Author