Fredag, 22. september 2017

 

Vadum Borgerforening
 - Stiftet 1906 -
 
 
VEDTÆGTER
 
Foreningens navn er Vadum Borgerforening med hjemsted i Vadum sogn.
Foreningen er stiftet den 23. januar 1906.
 
Foreningens formål er at varetage medlemmernes fælles interesser overfor offentlige myndigheder, at virke aktivt fremmende for den kulturelle oplysning og det sociale samvær i den tidligere Vadum kommune, herunder at søge kontakt med nye tilflyttere i området.
 
§ 1
Som medlemmer kan optages:
 
a.       Enhver person over 18 år bosiddende i Vadum området.
 
b.       Enhver der gennem sit arbejde/erhverv har en naturlig tilknytning til området og dets beboere.
 
Efter bestyrelsens beslutning i hvert enkelt tilfælde. Indmeldelse/udmeldelse sker ved henvendelse til et bestyrelsesmedlem.
 
§ 2
Det årlige kontingent fastsættes af generalforsamlingen forud for 1 år ad gangen.
 
§ 3
Kontingent betales for 1 år ad gangen, første gang ved indmeldelse. Kontingentrestance udover 1 år medfører automatisk sletning. Fraflytning fra området betragtes som udmeldelse, med mindre andet begæres. Genindmeldelse kan kun finde sted efter betaling af kontingentrestance. Slettede medlemmer har ingen krav på foreningens formue/ejendele.
 
§ 4
Hvis et medlem modarbejder foreningens interesser kan vedkommende ekskluderes ved en enstemmig bestyrelsesbeslutning. Et ekskluderet medlem kan forlange eksklusion sat under afstemning på førstkommende ordinære generalforsamling.
 
§ 5
Generalforsamlinger.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i sidste halvdel af januar måned i Vadum. Ekstraordinær generalforsamling afholdes når et flertal af bestyrelsen finder det nødvendigt, eller hvis 25% af de aktive medlemmer fremsætter skriftlig motiveret ønske herom til formanden.
 
§ 6
Bestyrelsen består af 7 medlemmer valgt af generalforsamlingen. I lige år afgår 3 medlemmer, i ulige år afgår 4 medlemmer. Endvidere vælges en 1. og en 2. bestyrelsessuppleant. Derudover vælges 2 revisorer, som afgår skiftevis hvert år, samt 1 revisorsuppleant. Valg til bestyrelse og revisorer er 2 årige, medens valg til suppleanter er 1 årig.
 
§ 7
På førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig med formand, næstformand og kasserer. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen kan beslutte at nedsætte arbejdsudvalg til varetagelse af specifikke arbejdsopgaver. Arbejdsudvalg kan suppleres med medlemmer udenfor den valgte bestyrelse. Formanden for nedsatte arbejdsudvalg skal altid være et valgt bestyrelsesmedlem. For nedsatte arbejdsudvalg kan/bør der af bestyrelsen udarbejdes en forretningsorden.
 
§ 8
Indkaldelser til såvel ordinær som ekstraordinær generalforsamling skal ske gennem lokal presse eller ved direkte udsendelse til samtlige medlemmer, med mindst 21 dages varsel, med angivelse af dagsorden samt tid og sted for generalforsamlingens afholdelse.
 
§ 9
Generalforsamlingens beslutninger er gyldige ved simpel stemmeflerhed. Dog kan ændring i vedtægterne kun vedtages når mindst 75% af de fremmødte medlemmer stemmer herfor. Hvert medlem har een stemme og fuldmagt kan ikke benyttes. Der føres protokol eller lignende over det på generalforsamlingen besluttede.
 
§ 10
Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 4 medlemmer er til stede. Ved eventuel stemmelighed er formandens stemme afgørende. Bestyrelsen disponerer over foreningens midler og hæfter solidarisk.
 
§ 11
Dagsorden for ordinær generalforsamling skal mindst indeholde
a.       Valg af dirigent.
b.       Formandens beretning.
c.       Aflæggelse af det revideres regnskab.
d.       Personvalg.
e.       Behandling af indkomne forslag.
f.        Eventuelt.
Forslag der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være formanden i hænde senest 14 dage forud for generalforsamlingen.
 
§ 12
Foreningen kan kun opløses, når det vedtages med 75% af de forsamlede ved 2 på hinanden følgende generalforsamlinger, med mindst 8 dages mellemrum. Ved en eventuel opløsning bliver en eventuel formue at overlade til velgørende formål, bestemt af generalforsamlingen.
 
Således vedtaget på den konstituerende generalforsamling den 23. januar 1906 med ændringer på generalforsamlinger i 1957, 1970, 1975 og 1993.