Så er fugleskydning 2018 afviklet i Vadum
Lørdag morgen kl. 9.30 mødte knap 60 mænd op ved Borgerforeningens flagstang ved den gamle Rema.
Derefter gik det med musik i spidsen, samt fanerne for Vadum Skytteforening og Vadum Borgerforening foran ned ad Ellehammersvej og Søndermarken; på begge gader var opsat flag alle` og målet for optoget var sidste års fuglekonge Lars Jørn Rønn.
Efter kongens velkomst på Pallisdam 3 blev vi budt ind i haven til en forfriskning og lidt mundgodt, før vi gik det sidste stykke ned til festpladsen ved Rullebanen.
Optoget ankommer til Pallisdam 3, for at afhente den gamle fuglekonge Lars Jørn Rønn
Efter et par musiknumre på pladsen, gik skydningen i gang og de forskellige dele af fuglen blev skudt ned i løbet af et par timer. Til at stille eventuelt sult og tørst under skydningen var der opstillet fadølsanlæg m.m. der var også mulighed for at købe en pølse, eller som noget nyt Sol æg som er en sønderjysk egnsret
Resultaterne af skydningen blev følgende:
Citronen tilfaldt Kristian Andersen ved skud af Dan Østergaard
Kronen tilfaldt P.J. Auto ved skud af Jacob Kock
Halsen tilfaldt Karsten Jensen ved skud af Sven Bo Rønn
H. vinge tilfaldt Kenneth Knirke ved skud af Peter Hvid
V. vinge tilfaldt Vadum Villaservice ved skud af Morten Simonsen
Halen tilfaldt Kristian Andersen ved skud af Lars Jørgen Nielsen
Ny fuglekonge blev Peter Johannesen, ved skud fra Dennis Guldbrandsen, som skød brystpladen ned og derved selv blev ny skyttekonge.
Efter skydningen var det blevet tid til at spise, og dagens menu var som sædvanlig stegt flæsk og persillesovs. Senere var der præmieoverrækkelse, som sluttede med at den gamle fuglekonge Lars Jørn Rønn overrakte kongekæden til Peter Johannesen, og samtidig benyttede lejligheden til at vise sit flotte skjold frem.
Den nye fuglekonge til venstre, medens den gamle viser sit flotte skjold frem til højre
Arrangørerne var selvfølgelig glade for det gode vejr som var på dagen, og samtidig var vi rigtig glade for at festen levede op til annoncen ” hvor mænd mødes på tværs af generationer”; det var rigtig dejligt at så mange unge nye deltagere mødte op, og de var virkelig gode til at hygge sig ved bordene efterfølgende.
Vi hørte mange sige, at de ville deltage igen næste år, som bliver fugleskydning nr. 50
Vi glæder os, og vil samtidig benytte lejligheden til at sige tak til deltagerne, og ikke mindst tak til de virksomheder som ved køb af skud støttede økonomien.
Vadum Borgerforening og Vadum Skytteforening