Vadum Borgerforening afholdt generalforsamling tirsdag d. 23. januar
Der var mødt ca. 70 medlemmer op til den årlige generalforsamling, som i år blev afholdt i Vadum skoles aula.
Aftenen startede som sædvanlig med spisning, gule ærter eller stjerneskud leveret fra Vadumhallens cafe. Efter spisningen startede generalforsamlingen med at formanden, Bente Collart bød velkommen og dernæst blev Jens Mølgaard valgt til at styre generalforsamlingen.
Formanden kom i hendes beretning ind på, at de mange arrangementer som foreningen havde afholdt havde givet et pænt overskud; noget vi bevidst havde gået efter idet overskuddet skulle bruges til indkøb af ny julebelysning. En af årsagerne til at vi havde kunnet betale omkring 120.000 kr for nyanskaffelsen skyldtes også, at de erhvervsdrivende havde været flinke til at donere gaver til arrangementerne.
I beretningen kom formanden ind på medlemstallet, der havde været et lille fald i antal fra 410 til omkring 400. Det kniber med at involvere de unge tilflyttere, men her forsøger vi at aflægge et lille besøg med en flaske vin som velkomst, når de flytter ind i deres nye bolig.
Det blev ligeledes Bente Collart som kom til at fremlægge regnskabet idet vores kasserer Martin Madsen var ramt af sygdom. Regnskabet blev en bekræftelse af at de positive tendenser i beretningen, og selv om der var foretaget den store investering, var der stadig lidt på kistebunden.
Både beretning og regnskab blev således godkendt af forsamlingen.
Næste punkt var valg af bestyrelse; Bente Collart blev genvalgt, medens kasserer Martin Madsen og sekretær Pernille Aggerholm begge trådte ud, på grund af manglende tid til foreningsarbejde.
Nyvalgt til bestyrelsen blev Svenning Porsborg Mortensen og Egon Sloth.
Som suppleanter valgtes Thomas Melbye og Per Christensen.
Hanne Maibom ønskede ikke at forsætte som revisor, i stedet valgtes Martin Madsen, og endelig genvalgtes Bertha Larsen som revisorsuppleant.
Under eventuelt gav Henrik Kristoffersen et kort resume` over sidste års kamp imod at få Vadum udlagt som råstofområde til den nye Limfjordsforbindelse; efterfølgende havde Vadum Erhvervsforening og Vadum Borgerforening bestemt, at Henrik Kristoffersen skulle have årets Vadumpokal, hvad vi syntes han havde fortjent fuldt ud.
Henrik Kristoffersen sammen med Bente Collart
Lars Andreasen aflagde regnskab for Elfonden, og kom ind på at det var svært at holde indtægterne oppe med de lave renter, og derfor blev der mindre penge at give til de forskellige ansøgere.
Sidste indslag kom fra Vadum Samråd, hvor Lars Jørgen Nielsen fortalte om årets arbejde.
Først på året var det den tidligere omtalte råstofdebat, og her var vi i Samrådet virkelig glade ved at se den store opbakning der var ved det afholdte borgermøde.
Samrådet var også involveret i projektet ”Hele byens dag”, hvor vi fik Ellehammersvej spærret for en dag, og hvor foreninger viste hvad de kunne, samtidig var der kræmmermarked og udstillinger; alt i alt en dag som blev meget rost.
Når man siger Ellehammersvej spærret, så var det sidste år et stort og langvarigt forløb i forbindelse med seperatkloakeringen. Efterfølgende har Vadum Erhvervsforening og Vadum Samråd haft møde med Aalborg kommunes planlæggere, i håb om at man kan klare det nye års gravearbejde på en smartere måde.
Endelig omtalte formanden borgermødet om udlæg af det nye boligkvarter Kaj Birkstedsvej, også her var der stor interesse med omkring 200 fremmødte, og vi afventer nu, at byggeriet starter til foråret.
Til sidst er vi blevet lovet fra Aalborg kommune, at processen med at få udarbejdet en ny og omfattende lokalplan for hele Vadum går i gang inden sommerferien, når det sker vil der igen blive indkaldt til Borgermøde.
Efter Vadum Samråds indlæg ebbede debatten ud, og Bente Collart kunne afslutte generalforsamlingen.